AFLYST (12-06) Julearrangement
Tidspunkt
06.12.2020 kl. 12.45 - 06.12.2020 kl. 17.00
Sted
Peter Lieps Hus, Dyrehaven
Beskrivelse

Julearrangementet
Gæst: Henriette Muus

Søndag d. 6. december kl. 12.45 

AFLYST

På grund af coronasituationen og de skærpede restriktioner ser vi os nu nødsaget til at aflyse Ballettens Venners julearrangement søndag d. 6. december i Peter Lieps Hus.

Det er meget trist, men sådan må det være i år.

Alle tilmeldte vil få refunderet det indbetalte deltagerbeløb:

De tilmeldte medlemmer, der har betalt med Dankort, får tilbageført beløbet automatisk til deres konto.
Betalinger foretaget med MasterCard tilbageføres på næste afregning.
Medlemmer, der har foretaget betaling med bankoverførsel, vil blive kontaktet af kassereren i løbet af ugen med henblik på at træffe aftale om, hvordan tilbagebetaling rent praktisk skal ske.

Mange venlige hilsener - og pas godt på jer selv!

Bestyrelsen

i Pejsesalen i Peter Lieps Hus, Dyrehaven 8, 2930 Klampenborg
Menu: Helstegt dyrekølle og ris à l’amande

Når vi har spist, giver vi ordet til Henriette Muus, der fortæller om sine mange år med Balletten lige fra tiden på Det Kongelige Teaters Balletskole over årene som danser og solist ved Den Kongelige Ballet og i de senere år som pædagog.

Henriette Muus har gennemdanset et stort repertoire, og vi husker hende bl.a. i Birgit Cullbergs Pulcinella og Pimpinella, som Julie i Neumeiers Romeo og Julie, Svanilda i Coppelia, Olga i Onegin og i titelrollen i Sylfiden.
Ikke mindst har Henriette Muus strålet i hele Bournonvillerepertoiret, og hun har lavet lecture demonstrations og masterclasses i Bournonville over hele verden.

Da en knæskade satte en stopper for den aktive danserkarriere allerede i 1998, blev Henriette Muus leder af Det Kongelige Teaters Balletskole i Holstebro og fra 2002 leder af Teatrets dengang nyoprettede Balletskole i Odense. 

Siden 2006 har Henriette Muus haft sit virke som pædagog på Balletskolen på Kgs. Nytorv.

Deltagerpris: 335,- kr. pr. person, som dækker helstegt dyrekølle med kartofler, vildtsauce, tyttebær og waldorfsalat, ris à l’amande samt kaffe/te med lidt sødt.
Desuden 1 øl / vand / glas vin til maden. Yderligere drikkevarer købes i baren.

NB! Til dem, der ikke spiser vildt – og til vegetarerne – sørger vi naturligvis for et alternativ til hovedretten. Blot gør opmærksom på det ved tilmeldingen.

HUSK, at vi som altid i løbet af dagen sælger lodsedler á 10 kr. til julelotteriet med mange gevinster – og HUSK at Ballettens Venner ikke længere tager imod MobilePay!

Tilmelding er først gældende, når betaling er modtaget. Ved tilmelding via hjemmesiden modtages kvittering. – Ved anden tilmelding modtages besked, hvis der ikke er plads.

Trafikforbindelser, parkering mm. se Nyhedsbrev nr. 70

Bindende tilmelding og betaling senest d. 16. november 
 
(I skrivende stund vil der i henhold til de gældende retningslinjer i forbindelse med coronasituationen være mulighed for at være 72 personer i Pejsesalen. Men, disse retningslinjer kan naturligvis nå at ændre sig i løbet af efteråret. Pladserne fordeles efter først-til-mølleprincippet.)

 

Ballettens Venner