senest redigeret 
5/12/2018

HER KAN DU LÆSE  OM PLANLAGTE BALLETREJSER,
REJSEMÅL, PRISER OG TILMELDING
 
Læs om Ballettens Venners rejse 12. - 18. april 2019
Læs om tilbud fra Vitus Rejser til Tbilisi, Georgien, 15. - 19. oktober 2019
Dinna Bjørns genopsætning af Fra Sibirien til Moscow
 
  

 

Balletrejse til Berlin – München - Dresden
d. 12. – d. 18. april 2019

 

I forbindelse med balletfestival på Bayerische Staatsoper i München er det lykkedes at sammensætte en rejse med mange oplevelser.
Der bliver tale om en busrejse i samarbejde med Peter Paulsen fra Vitus Rejser, hvor vi råder over egen bus med vores gode, trofaste chauffør igennem mange år Niels Jørgen Johansen ved rattet.
Der er tale om en 4-stjernet bus med alle moderne bekvemmeligheder, toilet o.s.v. – Og som altid brygger vi kaffe og te undervejs, ligesom der er mulighed for at købe kolde drikkevarer fra vort minikøkken.

Rejseprogrammet ser således ud:

Fredag d. 12. april: 
mødes vi ved bussen, som holder ved Københavns Hovedbanegård, Reventlowsgade ved Stampesgade, så vi er klar til afgang kl. 8.00.

NB! Der tilbydes også påstigning ved Holte Station og Ølby Station.
Kl. 11.00 sejler vi fra Gedser til Rostock. Under overfarten spiser vi en dejlig frokost.

Efter ankomst til Rostock fortsætter vi hurtigt mod Berlin for indkvartering på Mark Apart Hotel.

kl. 20.00: Allerede samme aften skal vi i Philharmonie Berlin til koncert med Wienerphilharmonikerne med Daniel Barenboim på dirigentpodiet. Det er første aften under Festtage Wiener Philharmoniker.

Lørdag d. 13. april:
Efter morgenmaden på vores hotel tager vi plads i bussen og sætter kursen mod München. Vi holder frokostpause i Bayreuth, hvor Wagners berømte operahus ligger. Vi ser huset udefra.

Sidst på eftermiddagen når vi vort hotel i München: GHotel München City.

Kl. 19.30: John Crankos ballet Onegin efter Aleksandr Pusjkins versroman på Bayerische Staatsoper.
Musik: Pjotr Iljitj Tjajkovskij, udvalgt og instrumenteret af Kurt-Heinz Stolze.
Scenografi: Jürgen Rose.

Søndag d. 14. april:
kl.11.00:
Efter morgenmaden på vores hotel skal vi til matiné på Bayerische Staatsoper med balletskolen og juniorkompagniet, der er tilknyttet Bayerisches Staatsballett: Heinz-Bosl-Stiftung.

Eftermiddag:
Byrundtur i München i vores egen bus med en lokal guide, der vil fortælle os om de mange seværdigheder, vi ser på turen rundt i byen.

Kl. 19.00:
John Crankos ballet efter William Shakespeares komedie Trold kan TæmmesBayerische Staatsoper.
Musik: Kurt-Heinz Stolze efter Domenico Scarlatti.
Scenografi: Elisabeth Dalton.

Mandag d. 15. april:
Efter morgenmaden på vores hotel skal vi besøge Kong Ludwig 2. af Bayerns fantastiske eventyrslot. Men, vi kører først til Hohenschwangau, hvor Ludwig og hans yngre bror Otto voksede op, og hvor Kong Ludwig tilbragte det meste af sit liv. Vi ser slottet udefra og kører derefter til Neuschwanstein, nok det mest berømte slot i Bayern. Gralsborgen, som eventyrkongen efter et besøg på Wartburg i 1867 lod bygge i gammel, tysk ridderstil med mange tårne og tinder i næsten 1000 meters højde, kan ses i miles omkreds. Borgen blev dog aldrig fuldendt, for d. 10. juni 1886 blev Kong Ludwig, der var blevet erklæret sindssyg af en regeringskommission, afhentet og bragt til Schloss Berg. Tre dage senere druknede han sammen med sin livlæge i Starnberger See.

Kl. 19.00:
Jurij Grigorovitjs version af balletten SpartacusBayerische Staatsoper.
Musik: Aram Khatjaturjan.
Scenografi:
Simon Virsaladze.

Tirsdag d. 16. april:
Efter morgenmaden på vores hotel forlader vi München og sætter kursen mod Dresden. Vi kører langs grænsen til Tjekkiet, via Hof og Chemnitz. Vi spiser frokost efter ankomsten til Dresden.Derefter indkvartering på IBIS Hotel Dresden City.

Kl. 19.00: Forestillingen PlatéeSemperoper.
Platée er en operaballet med lige dele sang og dans skabt af Jean-Philippe Rameau til en fest ved Ludvig 15.s hof i 1745, altså før balletten blev en selvstændig kunstart. Forestillingen er iscenesat af Rolando Villazòn, der i 2011 startede en ny karriere som operaiscenesætter ved siden af karrieren som verdenstenor. Platée er et af de mest usædvanlige stykker musikteater fra det 18. århundrede.

Onsdag d. 17. april:
Efter morgenmaden på vores hotel går vi en lille byrundtur i Dresden, hvor vi bl.a. ser Zwinger og Frauenkirche.
Først på eftermiddagen besøger vi Meissen Porcelæn, hvor vi nyder en kop kaffe og kage serveret på det smukke porcelæn. Herefter retur til Dresden.

Kl. 19.00: Danseforestilling på Semperoper: COW af den svenske koreograf Alexander Ekman.
Musik: Mikael Karlsson.

Torsdag d. 18. april:
Efter morgenmaden på vores hotel sætter vi kurs mod Berlin og videre mod Rostock, hvor vi skal med færgen til Gedser kl. 17.00.
Under overfarten spiser vi buffet med kolde og varme retter.

Turledere: Peter Paulsen (Vitus Rejser) og Hanne Outzen (Ballettens Venner).

 Priser: 

For busrejsen, bus og chauffør til rådighed i 7 dage, alle skatter og afgifter, færge, 6 overnatninger med morgenmad samt 1 hovedmåltid hver dag, begyndende med frokost på færgen på udrejsen og sluttende med varm/kold buffet på færgen på hjemrejsen. Prisen dækker også de nævnte udflugter og gode billetter til alle nævnte forestillinger.

  • pr. person i delt dobbeltværelse    kr.      11.450,- 
  • Tillæg for enkeltværelse:                kr.        1.450,-

 Disse beløb afregnes direkte med Vitus Rejser efter endt tilmelding.

Dertil kommer et lille tillæg til  fælles- og uforudsete udgifter 125, - kr. pr. person, der opkræves via Vitus Rejser med den samlede rejsepris.

OBS! Ballettens Venner påtager sig intet ansvar m.h.t. personskader og andre eventuelle uheld på rejsen, og det påhviler den enkelte deltager at gardere sig m.h.t. rejseforsikring og afbestillingsforsikring.

Vitus Rejser er medlem af Rejsegarantifonden

Tilmelding senest d. 15. januar på skemaet i Nyhedsbrevet side 17, som sendes til Hanne Outzen, Centervejen 2F, 3230 Græsted.

eller tilmeld dig på hjemmesiden her
(du skal logge ind med brugernavn og kodeord for tilmelding)

Du modtager en kvittering for den foreløbige tilmelding, hvis du tilmelder dig via 
turens tilmeldingsmulighed på Ballettens Venners hjemmeside. 

For endelig tilmelding modtager alle tilmeldte rejsedeltagere nærmere oplysninger om
betaling for selve rejsen inkl. teaterbilletterne og tillægget for
fælles og uforudsete udgifter direkte fra Vitus Rejser.
NB! Teaterbilletterne fremsendes ikke, men udleveres på rejsen.
Din endelige tilmelding er først bekræftet ved indbetaling af depositum og restbeløb til Vitus Rejser.
 
 

Hvis der er spørgsmål til ovenstående: 
Ring eller mail til Hanne Outzen på 
tlf. 45 85 15 80 / 21 94 68 91. 
E-mail: info@ballettens-venner.dk

 
 

 

Rejsetilbud - Tbilisi oktober 2019

Da vi nu flere gange har hørt Dinna Bjørn fortælle inspirerende om den opsætning, hun, Eva Kloborg og Frank Andersen har forestået af Bournonville-balletten ”Fra Sibirien til Moskow”, har vi indhentet nedenstående rejsetilbud til medlemmerne fra Peter M. Paulsen, Vitus rejser, der tidligere har arrangeret adskillige vellykkede rejser for os, senest turen til Kiel og Berlin i juni 2018.

 

Foreløbigt program

Tirsdag 15.10.2019

Kl. 05.00 samles vi i Kastrup lufthavn, kl. 06.55 afgang mod Tbilisi via Istanbul med ankomst kl. 16.25 i Tbilisi.

Transfer til vores hotel i Tbilisi – middag.

Onsdag 16.10.2019

Morgenmad på hotellet – byrundtur til fods med lokalguide (engelsk talende – desværre findes der ingen på skandinavisk).

Byrundturen slutter med frokost.

Aftenarrangement: Evt. ballet eller opera

Torsdag 17.10.2019

Morgenmad på hotellet – heldagsudflugt til hulebyen Uplistsikhe, Stalins fødeby Gori, vinkælder i Chardakhi og byen Mtskheta – med engelsktalende lokalguide.

Frokost i vinkælderen med lokal vin inkl.

Fredag 18.10.2019

Morgenmad på hotellet – ophold på egen hånd i Tbilisi – middag inden vi skal til ballet.

Aftenarrangement: Balletten ”Fra Sibirien til Moskow”

Det er på denne dag, der er repremiere, hvor der er besøg af Dinna Bjørn, Frank Andersen og Eva Kloborg. En af dem vil give os en introduktion inden forestillingen.

Lørdag 19.10.2019

Morgenmad på hotellet

Derefter afgang til lufthavnen, kl. 10.40 flyver vi mod Danmark via Istanbul – forventet ankomst til Kastrup kl. 17.45.

Anslået pris per person i delt dobbeltværelse

9.775 kr.

Tillæg for enkeltværelse

1.125 kr.

Afbestillingsgebyr

590 kr.


Ovennævnte pris er inkl.: Fly inkl. alle skatter og afgifter, 4 hotelovernatninger med morgenmad, byrundtur til fods samt heldagsudflugt i bus med lokalguide

2 x middag (1. og 3. dag) 2 x frokost (2. og 4. dag)

Tilmelding, gerne ikke-bindende forhåndstilmelding til Peter Paulsen fra Vitus Rejser på adressen:
2 billetter til ballet/opera. (Den endelige pris på billetterne kendes endnu ikke, men der er valgt den højeste). Bliver billetterne billigere, falder den samlede pris).

pmp@vitus-rejser.dk
inden midt januar 2019.
 
Herefter udfærdiges endeligt program, og endelig, bindende tilmelding skal så ske senest midt i marts 2019. 

Eventuelle spørgsmål bedes rettet til Peter M. Paulsen på tlf. 26704011. Programmet kan blive ændret, herunder i forbindelse med en mulig aftale om overværelse af træning og/eller prøve på teatret.

Pas og visum:
Pas skal være gyldigt 60 dage efter hjemrejse. Der kræves pt. ikke visum til Georgien.
Valuta:
Møntfoden hedder Lari (GEL). 1 Lari svarer til ca. 2,70 danske kroner. Valuta kan hæves i lufthavnen,EUR, USD og Kreditkort kan benyttes på restaurant. Medbringer man valuta medbringes USD eller Euro.

 

Ballettens Venner er også at finde på Facebook - Følg os her

Ballettens Venner

Kontakt

Kontortid: Tirsdag kl. 15-17 (dog ikke i skoleferier) Tlf: 23 32 40 23

Bestyrelsesformand Hanne Outzen

Centervejen 2F, 1 sal, 3230 Græsted Telefon: 45 85 15 80 info@ballettens-venner.dk

Mailadresse

info@ballettens-venner.dk

Kasserer Judith Larsen

Thøger Larsens Allé 25, 2750 Ballerup Mobil 40 88 11 66 info@ballettens-venner.dk

Post adresse

Ballettens Venner, c/o Det Kgl. Teater Postboks 2185, 1017 København K